Forbedrede muligheder for tilskud i 2021

I 2021 er der kommet nye, forbedrede muligheder for at søge tilskud til psykologhjælp, hvis du er ung. Vi guider dig igennem de nye muligheder her.

Tilskud på op til 450 kr. pr. samtale for 18 – 25-årige hos Sygeforsikring “danmark”

Medlemmer af Sygeforsikring “danmark”, som er mellem 18 – 25 år, får større tilskud til psykologbehandling fra 1. januar 2021. Tilskuddet øges fra 300 kr. pr. samtale til 450 kr. pr. samtale, så det er virkelig noget, der kan mærkes når man er ung.

For at kunne få tilskuddet på 450 kr, skal psykologsamtalerne både foregå uden for lægehenvisningssystemet og falde ind under de 11 henvisningsårsager. Du kan finde en ungdomspsykolog i dit lokalområde på vores store liste over privatpraktiserende psykologer i hele Danmark, som specialiserer sig i at hjælpe unge. Husk at kigge efter, om psykologen er autoriseret, da kun psykologer med autorisation udløser tilskuddet.

Sygeforsikring “danmark” udvider dog også muligheden for tilskud til psykologhjælp for unge under 26 år, så man nu kan få 300 kr. i tilskud pr. samtale, selvom man har en problemstilling, der ikke falder ind under de 11 henvisningsårsager.

Så stor ros herfra til Sygeforsikring “danmark” for at forbedre de økonomiske vilkår for unge, som har behov for psykologsamtaler.

Se Sygeforsikring “danmark”s takster for tilskud til psykologbehandling her.

Gratis psykologhjælp for unge mellem 18 – 24 år, som lider af angst eller depression (fra 1. juli 2021)

Da finansloven for 2021 blev vedtaget, var der forbedringer for unge mellem 18 – 24 år. En forsøgsordning med gratis angst- og depressionsbehandling til unge mellem 18 – 20 år blev gjort permanent og udvidet, så også 21 – 24 årige nu bliver omfattet af ordningen.

Det betyder, at når ordningen træder i kraft d. 1. juli 2021, kan alle unge mellem 18 – 24 år få gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression. Rent praktisk går man til lægen og får en lægehenvisning, og så kan man blive berettiget til op til 12 samtaler uden egenbetaling.

Der er dog et men: Ventetiderne er i forvejen meget lange (ca. 12 uger), og med den nye ordning vil ventetiderne sandsynligvis øges. Vi håber, at der også kommer en snarlig løsning på problemet med for lange ventetider.

Har du ikke tid til at vente i flere måneder på psykologbehandling, kan du finde en psykolog med kortere ventetid her. Overvej at melde dig ind i Sygeforsikring “danmark”, så kan du få tilskud, og kig efter, om psykologen er autoriseret.

Er du i tvivl om du har behov for psykologsamtaler?

Går du rundt og er i tvivl, om en psykolog er det rette for dig? følg dette link, hvor en psykolog tager dig igennem alle de overvejelser man kan have, hvis man tænker på, om en psykolog nu også er det rette. Til sidst i artiklen er der også en test, hvor man kan besvare 10 korte spørgsmål. Derefter får man en vurdering af, om et samtaleforløb hos en psykolog kan være gavnligt.

Skriv en kommentar