Regler for tilskud, lægehenvisning og gratis psykologhjælp til unge

Det kan være svært at navigere i junglen af regler på området for psykologhjælp. I denne artikel giver vi dig et kort overblik.

Lægehenvisning

Hvis du går til din læge, kan du få en henvisning til psykolog for en af de 11 henvisningsårsager.

  1. Røveri-, volds- og voldtægsofre
  2. Trafik- og ulykkesofre
  3. Pårørende til alvorligt psykisk syge personer
  4. Personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
  5. Pårørende til personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom
  6. Pårørende ved dødsfald
  7. Personer der har forsøgt selvmord
  8. Kvinder, der har fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge
  9. Personer, der inden de fyldte 18 år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb
  10. Personer med let til moderat depression (fra 18 år og opefter)
  11. Personer med let til moderat angst/OCD (fra 18 år og opefter)

Henvisning til psykolog er gyldig i op til en måned efter udstedelsen, så der skal tages kontakt til en psykolog i denne periode og få lavet en aftale om opstart. Der kan dog være lang ventetid. Man kan få bevilget op til 12 psykologsamtaler, dog kan man genhenvises og dermed få op til 24 samtaler, hvis man har fået en henvisning for angst eller depression.

I lægehenvisningssystemet koster den første samtale 412,75 kr., derefter 344,17 kr. pr. samtale.

Forsøgsordning: Gratis psykologhjælp til unge mellem 18 – 20 år.

Frem til 31. december 2021 kører der en forsøgsordning om vederlagsfri psykologhjælp til unge mellem 18 – 20 år, som henvises med angst eller depression. De øvrige regler gælder dog stadig, og der kan forventes lang ventetid. Du kan læse tillægsaftalen om gratis psykologhjælp til unge mellem 18-20 år her.

Tilskud hos Sygeforsikring “danmark”

Er du medlem af Sygeforsikring “danmark”, kan du – hvis du vælger en autoriseret psykolog – få tilskud. Se de aktuelle satser her.

Du betaler din psykolog helt almindeligt, men får penge retur fra “danmark” efter at din psykolog har indberettet samtalen. Derfor skal du oplyse CPR, kontaktoplysninger og adresse til psykologen, da det er nødvendigt for at kunne indberette.

Sygesikring “danmark” skriver i øvrigt på sin hjemmeside: “Ønsker du at forsikre dit helbred, så meld dig ind i “danmark” allerede i dag. For det gælder her som for alle andre forsikringer: Man skal forsikre sig, inden skaden er sket.” Du kan melde dig ind her.

Andre muligheder for tilskud

Sundhedsforsikringer kan give tilskud til psykologhjælp. Har du en sundhedsforsikring tegnet privat, gennem din arbejdsplads eller gennem dine forældre, kan det være muligt at få dækket udgifterne helt eller delvist.

Kommuner kan dække til psykologhjælp eller have egne ordninger. Så henvend dig i sundhedsforvaltningen i din egen kommune og undersøg hvilke tilbud, der gør sig gældende der hvor du bor.

Psykologhjælp uden lægehenvisning

Der er rig mulighed for at få psykologhjælp uden lægehenvisning. De psykologer, som er oplistet her på Ungdomspsykologer.dk, er som udgangspunkt uden lægehenvisning, selvom enkelte godt kan modtage dem. Du kan få et overblik over alle psykologer med og uden lægehenvisning på Sundhed.dk.

Privatpraktiserende psykologer har som regel kortere ventetid men er dog også dyrere.

Skriv en kommentar